onsdag den 24. februar 2016

Red velvet cupcakes med cream cheese frosting

Christian havde fødselsdag i søndags, og vi havde i den forbindelse inviteret den nærmeste familie til middagsmad med efterfølgende fødselsdags-kagebord. 

Jeg havde overtalt (well... - i virkeligheden krævede det ikke den store overtalelse...) fødselaren til at forsøge med et par nye opskrifter, og fik lyst til at lave sådan nogle 'rigtige' cupcakes, med cream cheese frosting und alles...


Valget faldt på disse super lækre og svampede cupcakes. Opskriften fandt jeg hos Kager til kaffen, og har blot ændret den lidt her.

Selve kagen er på ingen måde tør, og jeg synes sagtens at de kan tåle at stå en dag eller to uden at de bliver kedelige. Jeg lavede mine dagen forinden. - så var det heller ikke noget problem da frostingen skulle på. 

Det skal du bruge:

Red velvet cupcakes (12 stk)
150 g sukker
60 g stuetempereret smør
1 æg
20 ml rød frugtfarve 
1 tsk vaniljesukker 
150 g hvedemel
½ tsk natron
10 g kakao
½ tsk salt
1 ¼ dl kærnemælk
2 tsk hvidvinseddike
(Evt. hakket hvid chokolade)

Cream cheese frosting
300 g flormelis, sigtet
50 g smør, stuetempereret
125 g flødeost naturel, stuetempereret

Fremgangsmåde:

Red velvet cupcakes

  1. Pisk smør, sukker og vanilje let og luftigt. Det er vigtigt at smørret er stuetempereret. 
  2. Tilsæt æg til sukker/smør-blandingen, og pisk til alt er blandet sammen.
  3. I en mindre skål blandes rød frugtfarve og kakao, så det bliver en tyk pasta. 
  4. Tilsæt frugtfarveblandingen til æg/smør/sukker-blandingen og rør det godt sammen.
  5. Hæld halvdelen af kærnemælken i dejen, og derefter på skift mel og resten af kærnemælken i.
  6. Tilsæt til sidst vineddike, natron og salt, og pisk til det hele er en jævn masse, både i farve og konsistens. 
  7. 2/3 af kageformene fyldes med dejen, så der er plads til at de hæver under bagning. 
  8. Jeg tilsatte små stykker hvid chokolade til dejen, hvilket blev ret lækkert.
Bag kagerne ved 170˚C i 15-20 min.  

Cream cheese frosting

  1. Pisk flødeost og smør til det er godt blandet.
  2. Tilsæt flormelis (husk at sigte det inden), og pisk til det hele er blandet sammen til en jævn masse. 
  3. Pisk yderligere ca. 5 min. indtil at massen bliver luftig. - bliv ikke ved for længe, da det kan skille.
Smør eller sprøjt cream cheese frostingen ud på de afkølede cupcakes og pynt evt. kagerne yderligere, hvis det skal være lidt mere festligt. - mine fik hele turen :D 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...